Hverdagen

En typisk hverdag

Beboerne står op mellem kl. 7 og 8.00, alt efter hvornår de skal møde på arbejde. Vi spiser morgenmad sammen i køkkenet. Sammen med en pædagogisk medarbejder skiftes beboerne til at lave morgenmad til hinanden.

Kl. 12 spiser vi frokost sammen om fredagen, hvor der ofte er mange af beboerne, der har en hjemmedag. Beboerne hjælper hinanden med at lave maden med assistance fra bofællesskabets pædagogiske medarbejdere. Ugens andre hverdage har beboerne madpakker med.

Omkring kl. 14.30-15.30 drikker dem, der har tid og lyst, kaffe i fællesrummet. Nogle snakker dagen igennem, mens andre bare slapper helt af eller laver madpakker til den kommende arbejdsdag.

Omkring kl. 18 spiser vi aftensmad sammen i køkkenalrummet. Beboerne skiftes til at have en mad dag sammen med en pædagogisk medarbejder, så man skal lave mad cirka en gang hver 14. dag. Om tirsdagen og om torsdagen spiser vi alle sammen på Café Frydenlund i Silkeborg, der er et samlingssted for udviklingshæmmede og psykiske sårbare.

Omkring kl. 20 drikker vi kaffe eller te sammen. Det er frivilligt, og nogle beboere vælger at have ro i deres egen lejlighed, mens andre sidder i stuen og ser fjernsyn, syr, strikker eller snakker.

Mandags-møder

Hver mandag aften kl. 19-20 samles personale og beboere ved fællesbordet for at planlægge den kommende uge. Sammen snakker vi om, hvad der rører sig, hvem der er hjemme til aftensmad og hvem, der skal til bestemte aktiviteter eller har aftaler med familie, venner eller kærester i løbet af ugen.

Vi snakker også om hvem, der glæder sig til noget i den kommende uge. Glæde og nye oplevelser ”smitter”. Vi snakker om dagligdagen i bofællesskabet, så vi kan få løst eventuelle problemer med det samme.

Bowling og svømning

Hver tirsdag fra kl. 17-18 tager vi til bowling i Silkeborg/Bowl´n Fun. Bagefter tager vi hen på Café Frydenlund for at spise aftensmad. Cafeen er et mødested for udviklingshæmmede og har mange forskellige arrangementer i løbet af ugen, blandt andet ugens gæst eller spilaften.
Om onsdagen kl. 19-20 har beboerne mulighed for at komme til svømning i Silkeborg (www.hasi.dk)

Fredags-rengøring

Mange af beboerne har hjemmedag med en  pædagogisk medarbejder. Så kan man som beboer få hjælp i sin egen lejlighed. Alt efter behov får beboerne hjælp til at overskue den kommende uge. Nogle  har måske behov for hjælp til at få talt medicin op, ordnet vasketøj, ryddet op, eller gjort rent. Måske skal der tjekkes post, kigges på økonomien, eller der skal arrangeres kontakt til familie eller venner.

Udflugter og traditioner

I løbet af året har vi faste arrangementer og traditioner sammen eller på tværs af bofællesskaberne i nærliggende områder. I maj fejrer vi for eksempel foråret med en fælles havedag, og sammen tager vi på en forårstur i en af landets feriecentre.
I december har vi en juletur, og er økonomien til det, bliver der også tilbudt sommerferieture sammen eller på tværs af nærliggende bofællesskaber.
Fælles weekendture og andre små arrangementer bliver oftest planlagt sammen på mandagsmøderne. Om sommeren tager vi tit på ture med vores båd, der ligger i Ry Marina. Den bliver også livligt brugt under vores årlige fælles sommertur til campingpladsen ”Skyttehuset” .
Beboerne har også mulighed at invitere familie og venner til spisning i egen lejlighed eller i fællesrummet.