Hverdagen

En typisk hverdag

Borgerne står op mellem kl. 6.00 og 7.00. Nogle spiser morgenmad i egen lejlighed, mens andre mødes i køkkenet og spiser sammen med en af de pædagogiske medarbejdere, der altid er i huset et par timer om morgenen.

Borgerne tager derefter afsted til deres beskæftigelse og kommer hjem igen om eftermiddagen

Nogle af borgerne tager direkte i klub på enten Poul la Coursvej eller Fælleshuset Møllegade

Der spises som udgangspunkt aftensmad i klubberne, som ligger på mandage, tirsdage og torsdage.

De øvrige dage spiser alle aftensmad sammen i køkkenalrummet. Vi får maden fra fælleskøkkenet på pensionatet.

Omkring kl. 20 drikker vi kaffe eller te sammen. Det er frivilligt, og nogle beboere har brug for ro og er i deres egen lejlighed, mens andre sidder i stuen og ser fjernsyn, syr, strikker og snakker.

 

Fælles søndag og planlægning

Søndag eftermiddag mødes personale og beboere i fællesstuen over en kop kaffe for at planlægge den kommende uge. Sammen snakker vi om, hvad der rører sig, hvem der er hjemme til aftensmad og hvem, der skal til bestemte aktiviteter eller har aftaler i løbet af ugen.

Vi snakker også om hvem, der glæder sig til noget i den kommende uge. Glæde og nye oplevelser ”smitter”. Vi snakker løbende om dagligdagen i bofællesskabet, så vi kan få løst eventuelle problemer med det samme.

 

Hjælp til vasketøj og hyggesnak

Inden søndagsmødet kommer personalet rundt til beboerne i hver enkelt lejlighed. Vi tilbyder hjælp til at overskue den kommende uge. Nogle beboere har en ugetavle, hvor hver ugedag beskrives med ord eller billeder.

Andre har behov for hjælp til at få talt medicin op, ordnet vasketøj eller ryddet op. Måske skal der tjekkes post, kigges på økonomien eller der skal arrangeres kontakt til familie eller venner.

Når alle de praktiske opgaver er ordnet har nogen måske lyst til at gå en lille tur, eller måske samles vi alle ude på terrassen til eftermiddagskaffe og hygge, hvis vejret er godt.