Hvad kan vi tilbyde

Toftegårdsvejs beboere

Borgerne i bofællesskabet Toftegårdsvej er voksne psykisk udviklingshæmmede, der har behov for socialpædagogisk støtte efter § 85 i Lov om social service. De har alle sammen lyst til at bo i egen lejlighed samtidig med, at de er en del af et overskueligt fællesskab.

Beboerne er meget forskellige. Nogle har behov for megen individuel støtte og vejledning, mens andre er delvis selvhjulpne i dagligdagen og selv færdes i nærmiljøet. De står op om morgenen, laver madpakke og klarer deres personlige hygiejne. De er alle i dagbeskæftigelse, og med støtte og vejledning holder de selv deres lejlighed ren og pæn og køber selv ind.

Alle Toftegårdsvejs beboere er en del af fællesskabet og deltager i madlavning, rengøring og andre daglige gøremål sammen med de øvrige beboere.

I bofællesskabet bor der et ægtepar, og fire personer bor alene. Beboerne er mellem 40 og 70 år, og de fleste har boet sammen gennem alle årene. Kønsfordelingen er fire mænd og to kvinder.

Vi har plads til seks beboere.

Derudover yder bofællesskabets personale hjemmevejledning til enkelte borgere der bor i egen bolig i nærområdet.

 

Hjælp fra personalet

En gruppe pædagogisk personale er tilknyttet bofællesskabet. Vi er i huset:
Hverdage: kl. 7.00 -21.00.
Weekender og helligdage: Kl. 10.00-20.00

 

Vores mål

Medarbejderne tager afsæt i den enkelte beboers behov. Vi vil gerne skabe størst mulig afklaring, udvikling, harmoni og tryghed for den enkelte, men lægger også stor vægt på det sociale hverdagsliv i bofællesskabet.

Det er vigtigt for os at hjælpe den enkelte beboer med at:

Have tryghed og harmoni i hverdagen og indflydelse på sit eget liv

Blive hørt og anerkendt for sine meninger og holdninger og samtidig give plads til andres

Skabe balance mellem udfordring og forudsigelighed

 

Hjælp til selvhjælp

Beboerne får personlig støtte og vejledning til både de praktiske opgaver i hverdagen som rengøring, økonomi, køb af gaver, tøj og mad, og planlægning af aftaler med venner og familie. Og til det mere personlige, der handler om at kunne overskue sin hverdag og have det godt med både pårørende, andre beboere og venner. Eller hjælp til kontakten med offentlige myndigheder, læger, specialister og dagbeskæftigelse.